Skip to main content

Frivillige skaber fundamentet for Den Grønne Bazar

Viborg – Poser med sportstøj i alle farver tømmes ud på lange borde, trøjer foldes, og sko bliver sat i rækker. Snakken går livligt, og stemningen er præget af både alvor og smil. Den 1. oktober blev der holdt sorteringsaften forud for Den Grønne Bazar – en aften, hvor frivillige skaber grundlaget for, at børn og familier den 2. november kan finde gratis sportstøj og udstyr i Tinghallen / Jet Sport Arena efter Viborg FF’s hjemmekamp mod Randers.

Formålet med bazaren er todelt: at sikre, at økonomi ikke står i vejen for børns mulighed for at dyrke sport – og at sportstøj får nyt liv i stedet for at blive smidt ud.

En indsats, der vokser år for år

Aftenen blev indledt af Rikke Lyng Lauridsen, som bød velkommen og satte ord på den indsats, der ligger bag:

”Normalt går vi ikke op i kilo, men i år vil jeg alligevel dele tallet: Vi har indsamlet hele 1148,5 kilo sportstøj. Det er simpelthen så flot,” sagde hun.

Hun fremhævede, at indsamlingen i år er anderledes end tidligere. Hvor man før fik meget tøj fra glemte sager i skoler og idrætsklubber, er tøjet denne gang i høj grad kommet fra lokale initiativer. Mange frivillige har samlet ind fra dør til dør og via egne netværk. ”En pose her og en pose der er blevet til en hel hal fuld,” som hun beskrev det.

Et projekt båret af fællesskab

For de frivillige handler aftenen om mere end at lægge tøj sammen. Det er en måde at bidrage til lokalsamfundet og skabe sammenhold.

Charlotte Didriksen fra Bjerringbro Idræt og Kulturcenter har været en del af projektet i tre år. Hun fortæller, at kulturcenteret satte en indsamling op i indgangen, så besøgende kunne aflevere deres brugte sportstøj. ”For os handler det om at støtte et godt formål og samtidig tænke bæredygtigt,” siger hun og understreger, at samarbejdet på tværs af kommunerne gør indsatsen endnu stærkere.

Også Diana Masud fra Familiecenteret Børn og Unge i Viborg Kommune har engageret sig – både privat og gennem sit arbejde. I hendes nabolag blev tøjet samlet ind via en Facebook-gruppe. ”For mig er det bedste, at man lærer at give noget videre og samtidig få noget igen. Der opstår et fællesskab – uanset hvem vi er, og hvor vi kommer fra,” fortæller hun. Hun peger på, at hun selv har fået et stærkt socialt udbytte af at være frivillig.

Små initiativer med stor betydning

Et af de tydelige kendetegn ved årets indsamling er, at de små, lokale initiativer har gjort en forskel.

Kirsten Schaltz fra Grundejerforeningen Nonbo Krat i Hald Ege lavede et opslag i sin lokale Facebook-gruppe, hvor hun tilbød at tage imod sportstøj fra naboerne. Det resulterede i flere poser, som hun tog med til sorteringsaftenen. ”Jeg er stolt af at kunne bidrage – både af hensyn til miljøet og til familier, der ikke selv har råd til sportstøj,” siger hun.

Frivillighed der giver mening

For nogle af de frivillige er engagementet også personligt. Sultana Hamid, musiklærer på Sdr. Skole, har været med fra begyndelsen og ser Den Grønne Bazar som en vigtig del af sit eget liv. ”For mig giver det mening at arbejde frivilligt og møde så mange søde mennesker. Som udlænding hjælper det mig også med sproget og med at skabe relationer. Det betyder meget for mig at være en del af fællesskabet,” fortæller hun.

Mere end bare sportstøj

Sorteringsaftenen viste endnu engang, at Den Grønne Bazar handler om meget mere end at genbruge sportstøj. Det er en indsats, der samler mennesker, skaber relationer og giver børn adgang til sportens fællesskab, uanset baggrund.

Som Rikke Lyng Lauridsen formulerede det: ”Det giver så meget mening – både økonomisk og miljømæssigt – at give tingene videre i stedet for at smide dem ud.”

Når dørene åbner i Tinghallen / Jet Sport Arena den 2. november efter Viborg FF’s hjemmekamp mod Randers, står tøjet klar – foldet, sorteret og samlet af frivillige, der med deres indsats har skabt fundamentet for en dag, hvor både bæredygtighed og social ansvarlighed går hånd i hånd.